10. september 2024

Corona gjorde Benjamin arbejdsløs i Tyskland: I dag er han husejer i Danmark med drømmejob hos LANDMECO

Tekst og fotos: Mikael Sand

 

39-årige Benjamin Freise er født og opvokset i Tyskland, men midt i 1990’erne var han på ferie i Danmark, og det såede et frø et eller andet sted i Benjamin Freise.

Nogen år senere var det frø vokset så meget, at han var begyndt at drømme om at flytte til Danmark.

I første omgang blev Tyskland, nærmere bestemt Harzen, ikke skiftet ud med Danmark, men så dukkede corona op. Mange ting gik i stå, og corona var også direkte årsag til, at Benjamin Freise, der er uddannet automekaniker, maskinmester og technical business economist, mistede sit job.

Og tiderne var sådan, at han ikke kunne finde et nyt arbejde i Tyskland.

”Så snakkede jeg med min kæreste og spurgte, om hun var med på, at jeg sendte en ansøgning til firmaer i Danmark. Det var hun med på, og det gjorde jeg,” fortæller Benjamin Freise.

Ansøgningen blev sendt, og det gav pote og et job som rejsende servicetekniker hos RUNI i Tarm.

Flyttebilen blev pakket i Tyskland og klar til at køre de 600 kilometer nordpå, et hus blev lejet i Vestjylland, og 1. september 2021 havde han første arbejdsdag hos i Tarm.

Nyt job med flere udfordringer

Han var glad for jobbet, men mulighederne for at udvikle sig var ikke store hos RUNI. Derfor valgte han at søge nye udfordringer, da LANDMECO i Ølgod, der i øjeblikket oplever en kraftig vækst, skulle udvide medarbejderstaben.

Jobsamtalen gik godt, og den 1. maj 2024 begyndte han i LANDMECOs afdeling med teknisk support.

Blandt de mange forskellige arbejdsopgaver er at svare på spørgsmål fra kunderne, udarbejde guides til kunderne, udvikling af prototyper sammen med konstruktionsafdelingen samt samle dokumentation og sikre struktur på forskellige projekter, både nye og gamle.

”Jeg vil sige, at jeg er en form for bindeled, der samler de løse ender, der kan være mellem produktionen her i Ølgod og kunderne. Der er virkelig mange spændende opgaver, og jeg vil faktisk kalde det lidt af et drømmejob for mig,” siger Benjamin Freise.

Om han savner Tyskland, er svaret meget klart.

”Nej, det gør jeg ikke. Min kæreste og jeg købte i 2022 hus i Hemmet, og hun har job hos feriehusudlejningsbureauet Esmark. Vi er begge færdig med sprogskolen, og så har vi lige fået hund. Så vi er taget til Danmark for at blive, og der er jo kun 600 kilometer til Harzen. Så min mor og vores venner besøger os af og til,” fortæller Benjamin Freise.

Én af 20 nye medarbejdere

Benjamin Freise er i øvrigt blot én af 20 nye medarbejdere, der er begyndt hos LANDMECO siden april 2024, fortæller salgsdirektør Jesper Vestergaard Rasmussen.

”Vi står midt i en rigtig positiv periode med god vækst, og der er ingen tvivl om, at vi skal ansætte flere dygtige medarbejdere i løbet af 2024. Og det gør mig rigtig glad, at Benjamin er faldet godt til hos LANDMECO og kan se de mange muligheder for udvikling, der er hos os,” siger Jesper Vestergaard Rasmussen.

Del nyhed