OM LANDMECO

Vores historie

Det hele startede i Danmark i den lille by Ølgod tilbage i 1932, hvor Christian Andersen som supplement til sin frugtplantage grundlagde sit hønseri med at købe 200 daggamle kyllinger. Halvdelen af kyllingerne døde på grund af sygdom, og hans første  ægcheck lød på blot 7,20 DKK eller ca. 1 €. Efter 2. verdenskrig forsvandt frugttræerne gradvist, og hønserivirksomheden blev grundstammen i virksomheden.

 

I 1961 kom sønnen Søren Andersen med i hønseret, og i 1965 var hønserivirksomheden vokset til et rugeri med en forrugerkapacitet på 250.000 æg, og der blev ruget både slagtekyllinger og kyllinger til ægproduktion. Egen hønebestand var på 15.000 høner. I 1970 blev hønseriet endvidere godkendt som avlscenter.

 

I 1970 startede forhandlingen af fjerkræudstyr, og det omfattede snart alt lige fra drikkesystemer og fodringsanlæg til æglægningsbure og flydende vitaminer mm. I 1977 foretog virksomheden et generationsskifte, således at Søren Andersen blev den nye ejer og leder, og i 1979 fik virksomheden det navn den har i dag, nemlig LANDMECO.

 

I løbet af 1980erne begyndte LANDMECO selv at fremstille fjerkræudstyr. I første omgang fremstilledes reder, og da hønseriets egenproduktion foregik med høner på gulv, gav dette gode muligheder for at eksperimentere sig frem til inventar, der var bedre end det hidtil kendte. Dernæst tog man fat på fremstillingen af fodringsanlæg omfattende både skåle- og rendefodringsanlæg, og der blev fremstillet fodringsanlæg både til slagtekyllinger, forældredyr og konsumægsproduktion på gulv.

 

I 1996 lanceredes LANDMECOs voliereanlæg Harmony, som stadig sælges i dag, dog i nyudviklede og modificerede udgaver.

 

I 1999 lanceredes LANDMECOs velkendte patenterede skålefodringssystem med kick-off og easy-clean. Systemet sælges stadig idag, dog i en ny forbedret udgave.

 

Sønnen Karsten Andersen blev en større og større del af LANDMECO fra slutningen af 1980erne, særligt indenfor udviklingen af LANDMECOs egne produkter. I 2007 døde Søren Andersen, og direktørposten blev overtaget af Karsten Andersen. I årene efter gennemgik LANDMECO et flydende generationsskifte og virksomheden er i dag ledet og delvist ejet af Karsten Andersen.

 

Ud over de nævnte produkter fremstiller LANDMECO i dag mange andre komponenter indenfor fjerkræudstyr, og virksomheden har udviklet sig til at blive Skandinaviens største producent, med eksport til store dele af verden. 

Brochure fra 1970erne da virksomhedens navn var Egelund
Hønseriet Egelund i 1960erne
Søren Andersen på inspirationstur i 1987
LANDMECOs ledelse.
       LANDMECO A/S // Haulundvej 16, 6870 Ølgod // +45 75245511 // landmeco@landmeco.dk